Placering og størrelse

Den Dominikanske Republik er strategisk placeret i hjertet af Caribien, mellem Cuba og Puerto Rico, og dækker de østlige to tredjedele af øen Hispaniola – den vestlige tredjedel udgøres af Haiti. Med et areal på 48.445 km² (18.705 kvadrat miles) er landet den næststørste nation i regionen efter Cuba. Det er lidt større end Danmark.

Topografi og klima

Trods sin beskedne størrelse rummer Den Dominikanske Republik en bemærkelsesværdig geografisk variation. Landet huser både Caribiens højeste punkt, Pico Duarte (3.098 meter), og det laveste, Enriquillo-søen (45 meter under havets overflade). Det byder på bjergkæder, frugtbare dale, halvørkenområder og omkring 1.600 km kystlinje.

Denne varierede topografi skaber et af regionens mest forskelligartede klimaer. Den årlige gennemsnitstemperatur er 25 °C. I bjergområderne er gennemsnittet 18 °C, mens det ved kysten ligger på 28 °C. Temperaturer under frysepunktet er registreret i de centrale bjerge. Januar og februar er de koldeste måneder, mens august er den varmeste.

Historie

Da Christopher Columbus ankom til Hispaniola den 5. december 1492, var øen beboet af Taíno-folket, som havde en landbrugsbaseret kultur. Spansk undertrykkelse og fremmede sygdomme medførte deres næsten totale udryddelse – i 1535 overlevede blot 500 Taínos – og blev derefter erstattet af afrikanske slaver.

Hispaniola blev hjemsted for den første permanente europæiske bosættelse i Amerika. Byen Santo Domingo, grundlagt i 1496, blev centrum for det spanske kolonistyre og huset det første universitet, katedral og fæstning i den nye verden.

Efter Spaniens fokus skiftede til de rigere områder i Mexico og Peru, indledtes tre århundreders økonomisk tilbagegang på Hispaniola. I begyndelsen af 1600-tallet beordrede Spanien tvangsflytninger af beboere for at forhindre samhandel med andre europæiske magter. Frankrig overtog efterfølgende den vestlige del af øen – nu Haiti – og Spanien anerkendte dette i Ryswick-traktaten (1697). I 1795 overdrog Spanien resten af øen til Frankrig.

Mellem 1795 og 1844 skiftede kontrollen over den østlige del af øen mellem Frankrig, Spanien og Haiti. Den 27. februar 1844 erklærede dominikanske patrioter under ledelse af Juan Pablo Duarte uafhængighed. De næste to årtier var præget af forsvar mod haitiske invasioner. I 1861 blev landet igen en spansk koloni, men efter fire år genvandt det sin uafhængighed i 1865.

Perioden 1865–1916 var præget af politisk ustabilitet og stigende gæld. USA besatte landet fra 1916 til 1924 under Første Verdenskrig, officielt pga. misligholdte finansielle forpligtelser.

Efter demokratisk styre i 1924-1930 under Horacio Vásquez, overtog diktator Rafael Trujillo magten og regerede i 31 år, indtil han blev myrdet i 1961. I 1963 blev den demokratisk valgte præsident Juan Bosch væltet, og i 1965 førte et pro-Bosch-oprør til en borgerkrig og endnu en amerikansk intervention. USA trak sig ud i 1966 efter valgsejren til Joaquín Balaguer.

Siden da har landet gennemført tretten demokratiske valg, vundet af fire forskellige partier. Den nuværende præsident er Luis Abinader fra Partido Revolucionario Moderno (PRM).

Regering

Den Dominikanske Republik er et repræsentativt demokrati med en tredelt magtstruktur: lovgivende, udøvende og dømmende. Landet er administrativt opdelt i 31 provinser samt hovedstadsdistriktet Santo Domingo.

Den udøvende magt
Præsidenten fungerer som både statsoverhoved og regeringsleder og vælges for fire år ad gangen. Han/hun vedtager love, udnævner embedsmænd og fungerer som øverstkommanderende for militæret.

Den lovgivende magt
Den nationale kongres er opdelt i Senatet (32 medlemmer) og Deputeretkammeret (190 medlemmer). Begge vælges for fire år og kan genvælges.

Den dømmende magt
Forfatningsdomstolen vurderer love og afgørelser i forhold til forfatningen. Medlemmer udpeges for ni år. Højesteret, med dommere udpeget på livstid (pensionering ved 75), har jurisdiktion over sager mod højtstående embedsmænd. Underretten består af flere niveauer og specialdomstole, og dommere udpeges gennem et råd ledet af højesterets præsident.

Økonomi

Den Dominikanske Republik er klassificeret som et øvre-mellemindkomstland med en BNP pr. indbygger på $19.291 (PPP, 2019) – det femtehøjeste i Latinamerika. Økonomien, den største i Caribien og Mellemamerika og ottende i Latinamerika, voksede med 6,3 % årligt fra 2012 til 2019. Inflation forblev under 4 %.

Økonomien er gået fra at være landbrugsbaseret til en alsidig struktur bestående af service, industri, landbrug, minedrift og handel. Servicesektoren udgør næsten 60 % af BNP. Turisme, telekommunikation og finans er de største enkeltsektorer, men ingen udgør mere end 15 % hver.

Frizoner
Frizonerne er afgrænsede områder med skattefordele, hvor virksomheder kan producere og levere ydelser i et frihandelsmiljø. De har tiltrukket bl.a. callcentre, softwarevirksomheder og producenter af medicinsk udstyr. Eksporten fra frizonerne nåede i 2019 6,3 milliarder dollars. De vigtigste brancher er medicinske produkter, elektronik, tekstiler, tobak og smykker.

Turisme
Med 1.300 km strande, historiske byer og naturskønne bjerge er landet den mest besøgte destination i Caribien. I 2019 stod det for 26 % af alle turister i regionen. Hotelkapaciteten oversteg 90.000 værelser, og indtægterne overgik endda Brasiliens – kun Mexico ligger højere i Latinamerika.

Investeringerne i turismesektoren er bredt spredt over flere underbrancher, herunder fritid (hoteller, feriehuse, krydstogtterminaler, kurbade m.m.), sundhedsturisme og økoturisme.

Minedrift

Minedrift havde traditionelt kun en begrænset betydning for den dominikanske økonomi og udgjorde mindre end 1 % af BNP. Det ændrede sig markant efter 2012 med opstarten af guld- og sølvudvinding i Pueblo Viejo-minen, ca. 100 km nordvest for Santo Domingo. Pueblo Viejo er nu verdens fjerdestørste guldmine (30,1 tons i 2018) og den største i Amerika. Minen drives af en joint venture mellem Barrick Gold Corporation og Newmont, som investerede 4 milliarder USD – den største udenlandske investering i landets historie. I 2019 oversteg guldeksporten 1,5 milliarder USD, og i 2020 blev der annonceret yderligere investeringer på 1,3 milliarder USD for at forlænge minens levetid til mindst 2046.

Investeringen har haft stor økonomisk betydning og har tiltrukket yderligere interesse for landets mineralressourcer. Udover guld, sølv og kobber findes der også forekomster af nikkel, jern, bauxit samt potentielt sjældne jordarter, kobolt, olie og naturgas. Landet er desuden rig på ædelstene som rav og de unikke varianter blå rav og larimar.

Elektricitet og energi

Den dominikanske energisektor er opdelt i produktion, transmission og distribution. Staten kontrollerer transmission og distribution via selskabet CDEEE, bortset fra visse turistområder. Tre regionale selskaber dækker hhv. nord (Edenorte), syd (Edesur) og øst (Edeeste).

Private selskaber står for ca. halvdelen af elproduktionen, som sælges til CDEEE. Landet har en af de mest varierede energimatricer i Mellemamerika og Caribien, med 11 forskellige energikilder og en installeret kapacitet på 4.850 MW (2019). Ca. 75 % af elproduktionen stammer fra termiske anlæg (gas, kul, olie, diesel), mens de resterende 25 % kommer fra vandkraft, vind, sol og biomasse.

På grund af ubalance mellem udbud og efterspørgsel er der stor investeringsmulighed i både konventionelle og vedvarende energikilder. Blandt de største projekter er Punta Catalina-værket til over 2 milliarder USD og flere nye grønne energiprojekter. Naturgasforbruget forventes at stige fra 60 TBTU til mindst 80 TBTU.

Telekommunikation

Den Dominikanske Republik var blandt de første i Latinamerika til at privatisere telekommunikation. Øget konkurrence og udenlandske investeringer (ca. 1 mia. USD de seneste fem år) har medført udbredt dækning og lavere priser. Ved udgangen af 2019 var der 11 millioner telefonlinjer og 6 millioner internetabonnementer. Regeringen arbejder på et landsdækkende fiberoptisk netværk, der skal placere landet som regionalt telekommunikationscenter.

Det dominikanske telekommunikationsinstitut (INDOTEL) regulerer og fremmer sektoren.

Finansielle tjenester

Landet har en varieret og dynamisk finanssektor med banker, spare- og låneforeninger, kreditforeninger og mæglere. Multifunktionelle banker må udføre alle banktransaktioner, mens kreditforeninger må modtage indskud, men ikke tilbyde checkkonti. Spare- og kreditforeninger fungerer som gensidige selskaber, hvor medlemmerne har stemmeret.

Udenlandske banker har samme rettigheder som lokale. For at etablere sig kræves tilladelse fra Monetærrådet på lige vilkår med lokale banker. Offshore-bankcentre er godkendt, men endnu ikke taget i brug.

Landbrug og husdyravl

Landbrug og husdyr udgjorde tidligere kernen i landets økonomi – med produkter som tobak, kakao, sukker og kaffe – og udgør stadig omkring 8 % af BNP. Mange nye afgrøder dyrkes nu til eksport og lokalt forbrug, bl.a. bananer, mango, avocado, citrus, cashewnødder og papaya. Den Dominikanske Republik står for 29 % af al frugtproduktion i Caribien og Mellemamerika og er verdens største eksportør af økologiske bananer og kakao til EU (2019).

Inden for husdyr er fjerkræ og svin de største brancher og genererer betydelige eksportindtægter.

Valuta og veksling

Den officielle valuta er den dominikanske peso (DOP eller RD$). Fra 30. juni 2019 svarer 1 USD til 58 pesos. Amerikanske dollars accepteres bredt, og kontrakter kan udformes i udenlandsk valuta. Der er ingen valutakontrol – kursen fastsættes af markedet. Valutaveksling sker via banker eller autoriserede vekselbureauer. Man kan åbne konti i både USD og EUR.

Sprog

Spansk er officielt sprog, men engelsk tales udbredt i erhvervsliv og turistområder.

Kontortid og tidszone

Kontortiden er som regel 8.00–12.00 og 14.00–18.00. Tidszonen er GMT -4. Der skiftes ikke til sommertid, hvilket betyder, at tiden er én time foran EST om vinteren og ens med EDT om sommeren.

Opkaldstelefonkoder

Den Dominikanske Republik er en del af den nordamerikanske nummerplan (NANP). Opkald foretages som et langdistanceopkald i USA. Landekode: 1. Områdenumre: 809, 829, 849.

Internationale lufthavne

Der er otte internationale lufthavne i landet. De vigtigste målt i passagertrafik er: Punta Cana (PUJ), Santo Domingo (SDQ), Santiago (STI), Puerto Plata (POP), La Romana (LRM), Samaná (AZS), Herrera (JBQ) og Barahona (BRX). I 2019 betjente de samlet 14,4 millioner passagerer, ca. 30 % af al trafik i Caribien. 235 flyselskaber benytter lufthavnene, hvoraf 49 har daglig drift.

Helligdage

▪ 1. januar (Nytårsdag)
▪ 6. januar (Helligtrekonger)*
▪ 21. januar (La Altagracia-dagen)
▪ 26. januar (Duarte-dagen)*
▪ 27. februar (Uafhængighedsdag)*
▪ Langfredag**
▪ 1. maj (Arbejdernes dag)*
▪ Kristi Legemsfest**
▪ 16. august (Genoprettelsesdag)*
▪ 24. september (Vor Frue af Nåden)
▪ 6. november (Forfatningsdag)*
▪ 25. december (Jul)

* Flyttes til nærmeste mandag, hvis de falder tirsdag, onsdag, torsdag eller fredag.
** Dato varierer årligt.